Medieskabte idealer
Vi ser de perfekte kroppe overalt omkring os, på busserne hvor vi opfordres til at få nye bryster, for dem du har, er garanteret ikke perfekte nok.
På nettet, hvor unge mødre lægger billeder ud af hvor perfekt slanke de er kort tid efter de har født deres børn. I pornofilm hvor skuespillerne er så plastisk opererede, at de kun kan holde i den branche i kort tid, inden der ikke er flere muligheder for at forbedre mere på deres udseende.
På tv, hvor film viser retoucherede billeder af de smukke, specielt udvalgte skuespillere, som vi, publikum, kan sidde og drømme om at komme til at ligne, eller drømme om at kysse…
Hvad fører det med sig?
På gymnasier er der konkurrencer hvor de smukkeste bliver kåret og de andre placeret lavt i hierarkiet.
Der er konstant pres på at være smukkest, bedst, have højest status. Og højest status får du ikke nødvendigvis fordi du er dygtig. Det er fordi du har formået at blive set, flest gange, fået flest likes… du er blevet et kendt ansigt..
Eller haft sex på TV i den bedste sendetid, været med i reality-tv flest gange.
De håndværksmæssige uddannelser tæller ikke, alle unge vil starte med at være berømt, direktør i eget it-firma eller have eget smykkedesignfirma.
Nogen må så erkende, at det ikke er for dem, og det gør at de ryger ned i hierarkiet.
Unge med lav status
Den største gruppe af enlige i Danmark i dag er mænd mellem 25-40 uden uddannelse. Mænd i den reproduktive alder, som kan være sunde og stærke, men uden status.
Selvom mange unge er klar over, at de billeder de ser i reklamer og på internettet er foto-shoppet, kan de ikke sige sig fri for at føle sig mindreværdige, fordi de ikke ligner modellerne. Selvom der har været masser af udsendelser som viser hvilket forfærdeligt liv, de unge modeller lever for at overleve i modebranchen, stræber de andre unge, både piger og drenge efter at komme i rampelyset og se ud som dem.
